Går du med tanker om at starte din egen restaurant?
Det kan være en nervepirrende tid. For at klæde dig ordentligt på til den store åbning, har vi samlet 7 trin, du som minimum skal kunne sætte kryds ved, inden du starter din restaurant.
Vi har delt hele opstartsprocessen op, for at gøre det lettere og mere overskueligt for dig.
1. Vil du starte fra bunden, eller købe noget eksisterende?
2. Vælg dit koncept
3. Forretningsplan & finansiering
4. Beliggenhed
5. Indretning og design
6. Ansatte
7. Kommunikation og markedsføring
Du kan også hente vores opstartsguide for restauranter helt gratis her.
Først og fremmest skal du gøre op med dig selv, om du vil starte en restaurant helt fra bunden, eller om du vil købe en eksisterende.
En af fordelene der er ved at købe en allerede eksisterende restaurant, er at du ikke skal tænke på at finde lokaler, skilte, borde, stole og andre nødvendige ting, der i mange tilfælde vil følge med når du overtager en restaurant.
En ulempe er til gengæld, at hvis restauranten tidligere har været omtalt negativt i pressen eller blandt gæster, kan det være svært at få lavet om på restaurantens image – også selvom der kommer en ny ejer til.
En dårlig oplevelse, eller et dårligt indtryk, hænger fast i gæsternes erindring, og der skal meget til, før de glemmer det.
Ved at starte en helt ny restaurant, er der naturligvis også en masse ting du skal være opmærksom på. Du har på en helt anden måde, mulighed for at forme din restaurant som du selv ønsker det, og her spiller fortiden ingen rolle.
Et tredje alternativ du også kan vælge, er at blive franchisetager. Som franchisetager bliver du overdraget retten til at starte en virksomhed, under et allerede eksisterende brand. Der er her en række betingelser, du skal indrette dig efter, men til gengæld får du også hjælp til en masse ting, så som markedsføring. Et eksempel på et franchise er en McDonald’s restaurant.
Når du skal vælge konceptet for din restaurant, er det vigtigt at du inddrager og overvejer hvilke ambitioner du har, og hvad dine forventninger er.
Det vil højst sandsynligt ikke være muligt at tjene millioner, hvis du åbner en lille sandwichbar. Har du derimod planer om at starte noget stort og ekstraordinært, kan der være guld at hente i fremtiden.
Det hele handler naturligvis ikke om profit. Så det er vigtigt, at du mærker på dig selv, og får skrevet dine forventninger ned. Hvorfor er det egentligt, at du starter en restaurant?
Det er vigtigt at der hele tiden er en balance mellem dine egne forventninger og hvad der er realistisk. Det skader ikke at være ambitiøs!
Idéer til madkoncepter:
Det næste du skal overveje, er hvordan du vil sammensætte dit madkoncept, serviceniveau, og prisniveau. Her er beskrevet 3 vidt forskellige koncepter:
Restaurantkonceptet hvor du har plads til mange gæster i restauranten. Gæsterne kommer ofte ind fordi de hurtigt skal have stillet sulten.
Maden du producerer er lavet i store mængder, fordi du kan spare penge på den måde. Dine retter er ofte standardiseret, hvor gæsterne kun kan lave nogle små til- og fravalg. Gæsterne kan indimellem opleve, at de også selv skal gøre noget aktivt. Det kan f.eks. være hvis restauranten tilbyder salatbar eller buffet.
Den service der ydes fra personalets side af, skal blot være tilfredsstillende og intet ekstraordinært, da det ikke er derfor at gæsterne kommer ind i restauranten.
Med dette koncept er der meget fokus på at give kunden en god oplevelse – både hvad angår servicen og kvaliteten. Kunden vil ofte opleve at priserne er lidt dyrere, men vil stadig føle at han får en del for sine penge. Tilgængelig vil de fleste bide mærke i, at den helt store forskel, i forhold til “Hurtig ind & hurtigt ud” konceptet er, at man vil opleve en væsentlig bedre og mere personlig service når man besøger restauranten.
Et restaurantkoncept med fokus på at give gæsten den bedst mulige oplevelse, både hvad angår maden og servicen. Der vil aldrig blive gået på kompromis med kvaliteten, og man forsøger i det omfang man kan, at bruge de bedste råvarer. Er der mulighed for at købe gode lokale råvarer, gør det ikke noget at prisen er højere end andre steder, da dette er med til at “forme” restauranten og give den sit eget specielle præg.
Prisen for at besøge sådan en restaurant er altid meget højere end en almindelig restaurant, men man får også en speciel oplevelse – noget der ikke er muligt på en almindelig restaurant.
Når du har sat dig fast på hvilket koncept du ønsker at din restaurant skal have, vil det være en rigtig god idé, at besøge nogle restauranter med det samme koncept. Her skal du observere og finde ud af, hvad du syntes de gør rigtigt og forkert.
Det kan være alt fra hvordan menukortet er designet, til tjenernes påklædning. Det er oftere lettere at finde fejl og mangler hos andre, end hos sig selv – derfor kan man gøre sig nogle rigtig gode observationer.
Brug dette i din opbygning af din restaurant, for at mindske antallet af fejl i starten. Gør dig nogle erfaringer, brug din viden og tro på dit koncept. Så er der gode muligheder for at skabe en profitabel restaurant.
Dette trin er måske det vigtigste, men også et af de mest krævende.
For at du kan opnå succes med din restaurant, er det enormt vigtigt, at have udarbejdet en forretningsplan, hvori du beskriver alle de forhold der kan have betydning for din restaurant, og dens videre forløb.
Alt lige fra konceptet til finansiering til uddannelse af personalet skal stå i den. Det kan tage lang tid, før den perfekte forretningsplan er færdigarbejdet og klar til brug.
Brug den som din guideline, da det vil lette processen, og du skal dermed ikke huske på alt information oppe i hovedet.
Forretningsplanen er også en vigtig del af finansieringen af din restaurant. Ofte vil du blive bedt om at fremvise en forretningsplan overfor banken, hvis du skal låne penge. Ligeledes kan det være, at nogle mulige samarbejdspartnere kan være interesseret i at læse og få indblik i din forretningsplan samt dine forventninger til fremtiden.
I din forretningsplan skal du også have en dybdegående beskrivelse af markedet, samt en analyse af markedets udvikling de seneste år, og dine forventninger til de kommende år. Alt sammen for at du kan sætte dig nogle realistiske mål, taget på baggrund af markedet og dets potentiale.
En god forretningsplan vil pege dig i den rigtige retning, og sørge for at dine mål ikke flakker. Det er sjældent, at alting ender med at gå som du beskriver det i din forretningsplan. Det sker faktisk næsten aldrig. Så tag den ikke alt for højtidelig, og husk på at opdatere den, når du løbende ændrer på tingene i din restaurant.
(Artiklen fortsætter efter nyhedsbrevet)
Når du skal vælge din restaurants beliggenhed, er der mange ting der spiller ind. Du har formentlig gjort op med dig selv på forhånd, om du vil ligge inde i en storby, eller om du vil have en restaurant ude i en mindre by.
Vil du være i et område, hvor rigtig mange mennesker konstant går forbi, eller vil du hellere vælge den lidt mere hyggelige placering i en lille sidegade? Vil du gerne kunne sætte dit eget præg på bygningen, og derfor gør det ikke så meget at der er nogle ting der skal repareres, eller vil du hellere flytte ind i noget nyt?
Hvad med konkurrenterne: Ligger i op og ned af hinanden? Er du klar til at tage kampen op mod de andre, eller vil du hellere finde en placering, hvor du ligger mere alene? Kører der biler lige ude foran din restaurant – hvilket kan være til gene for nogle af dine gæster – og er der overhovedet mulighed for at parkere i nærheden af din restaurant?
Og måske vigtigst af alt: hvor høj er huslejen? Kan du betale alle dine regninger i dårlige perioder, eller er du for ambitiøs i forhold til hvad der er realistisk?
Din indretning i restauranten skal afspejle og matche dit koncept. Det giver gæsterne den bedste oplevelse, og give dem et bedre helhedsindtryk.
Gør op med dig selv, om du ønsker en restaurant med plads til 80 gæster, eller om du vil gøre den mere eksklusiv og f.eks. kun have plads til 25 gæster.
Begge dele kan have sine fordele og ulemper, men her er det vigtigt at finde en balance som er passende for lige netop din restaurant. Det vil være ærgerligt kun at have plads til 25 mennesker, hvis du hver eneste weekend må afvise det dobbelte. Ligeledes er det ikke et godt signal at sende, hvis der kun sidder gæster ved 5 ud af 25 borde. Det vil virke tomt og være afskrækkende for gæsterne.
Du skal finde ud af hvilke møbler du vil fylde restauranten med. Går du efter ”high-end restaurant” konceptet, vil der opstå et mismatch mellem restaurantens identitet og image, hvis du køber IKEA møbler. Det kan vise sig at blive en dyr fejl, da gæsterne vil blive mistroiske over for dit koncept.
For at du kan opnå succes med din restaurant, er du nødt til at ansætte kompetent personale. Du har som minimum brug for kokke, tjenere og en revisor, for at holde styr på alle virksomhedens aktiviteter.
Antallet af ansatte afhænger naturligvis af, hvor stor din restaurant er, og hvor mange gæster der kommer.
Find det rette antal ansatte, og skab en god arbejdsplads for dem. Hvis de er for stressede, skaber det et dårligt arbejdsklima, hvilket vil smitte af på deres indsats i restauranten. I sidste ende kan det betyde at gæsterne får en dårlig oplevelse og ikke besøger dig igen.
Ligeledes vil tilbøjeligheden til at sige op være større blandt dine ansatte, hvis de føler sig stressede. I værste tilfælde skal du ud og ansætte nyt personale, lære dem op og sætte dem ind i restaurantens rutiner. Alt sammen noget som koster dig ekstra penge.
De ansatte i restauranten skal afspejle dit restaurantkoncept. Du kan sagtens ansætte uuddannede tjenere, hvis du ejer en familierestaurant, men ejer du derimod en eksklusiv restaurant, vil gæsterne forvente at tjeneren er uddannet, og f.eks. har en viden indenfor vin.
For at gøre din restaurant kendt blandt potentielle gæster, er din kommunikation og markedsføring et vigtigt element. Det er bl.a. igennem din markedsføring at gæsterne vil få kendskab til gode tilbud og nye tiltag i din restaurant.
Det er en rigtig god idé, at være til stede på en masse sociale medier, og at benytte dem flittigt. De mest populære medier for restauranter er:
Tag dine følgere med bag om din restaurant, og giv dem noget eksklusivt – det vil de sætte pris på.
Hvis du vil have flere likes og følgere på de sociale medier, er det en god idé at bruge en række tiltag, som er attraktive for målgruppen. Lav f.eks. en konkurrence, hvor de kan vinde en middag på din restaurant.
Vi har skrevet et blogindlæg om, hvordan du kan tiltrække gæster til din restaurant med Instagram. Læs det her: Tiltræk flere gæster til din restaurant med Instagram
Der er altså en række forskellige ting, du skal være opmærksom på, når du åbner en restaurant. Ens for dem alle er, at de hver i sær er vigtige for restaurantens succes. Halter et af trinene bagefter, kan det have store konsekvenser på længere sigt.
Sørg derfor for, at du har alle de 7 trin klargjort, når du åbner din restaurant. Vent hellere en uge mere med at åbne, hvis du ikke føler dig helt klar.
P.S. Vær opmærksom på, at der er en række regler og love som skal overholdes, når du driver din restaurant. Sørg for at læse og at holde dig opdateret på disse regler, mens du starter og driver din restaurant.