Vækst skaber udfordringer
Det danske restaurationsmarked blomstrer. Der kommer nye restauranter til hele tiden.
Det er en positiv tendens, men den bringer ét stort spørgsmål med sig:
Hvordan differentierer alle disse restauranter sig fra hinanden?
De fleste restauranter falder (desværre) tilbage på at konkurrere på de følgende faktorer:
Hvis du ser det fra dine gæsters perspektiv, er de 3 faktorer meningsløse. Frem for at være differentierende, beskriver de blot selve markedet.
Hvis alle er de bedste og billigste, er der ingen der er det.
Dine gæster forventer, at du har en god madkvalitet, at din service er sublim og at du har fair priser. Hvis du vil differentiere dig og skabe en præference for din restaurant, skal det handle om mere end dine priser.
Det skal handle om hvem dine kunder er, og hvordan du kan kommunikere med dem på et dybere niveau.
Folk anbefaler ikke din restaurant, hvis den er kedelig eller middelmådig. Når du differentierer din restaurant, skaber du en kant der skiller dig ud fra resten af markedet.
6 idéer til differentiering i et konkurrencepræget marked
Hvad gør du anderledes end dine konkurrenter? (Tænk på 2-3 ting)
Du må ikke bruge dine priser. Din madkvalitet. Eller din service.
Hvis du ikke kan komme på andet, der adskiller dig fra konkurrencen, er det vigtigt, at du går i gang med at arbejde på din differentiering. Her er 6 idéer du kan bruge til inspiration:
1. Kerneværdier
Tænk over hvad dine kerneværdier er. Hvad tror din restaurant på, som de fleste andre restauranter ikke tror på?
Hvad end det er økologi, og at alle jeres retter er økologiske, eller at I donerer 10% af jeres indtægt til velgørenhed, så er det vigtigt, at det bliver en integreret del af din restaurant.
Vær åben og fortæl kerneværdierne til dine ansatte, dine partnere og dine gæster. Sørg for at alt i restauranten reflekterer jeres værdier; Indretningen, servicen og maden.
På den måde kommunikerer du med dine gæster på en anden front end blot pris, kvalitet og service. I vil fremover tiltrække de gæster der tror på det samme som jer. De gæster er også mere tilbøjelige til at bruge flere penge, og at acceptere højere priser (win-win).
2. Fokus
Hvis du vil adskille dig mere fra konkurrencen, kan du ofte tage fordel af at indsnævre dit fokus.
I stedet for at sælge alt fra indisk mad til cheeseburgere og græsk salat, kan du vælge kun at fokusere på indisk mad. Du får din egen lille niche – og derved differentierer du dig lettere fra naboen.
Når du har fokus på én ting, bliver det hele lidt nemmere for dig og dine ansatte. Din kok skal kun fokusere på at lave én mad stil, og kan derfor hurtigere bliver bedre til det. Tjenerne kan lære mere om maden, og give gæsterne langt bedre service.
Hvor bredt er dit fokus?
3. Storytelling
Er der en sjov eller inspirerende historie bag restauranten? Så kan du til fordel bruge historien som en integreret del af jeres brand.
Det kan være en vanskelig opgave, men hvis du holder fast i en autentisk historie, og ikke prøver at være andre end dig selv, vil du gennem tiden bygge en enorm tillid med dine gæster.
Sørg for at der er en rød tråd mellem din restaurants identitet og den historie I fortæller.
Et fantastisk eksempel på en restaurant som har brugt storytelling til at kommunikere deres historie og kerneværdier, er Chipotle. I 2013 lancerede de reklamevideoen “The Scarecrow” som fortæller historien om et fugleskræmsel der i stigende grad er bedrøvet over virkeligheden bag den fabrik, hvor han arbejder. I sidste ende beslutter han sig for at åbne sin egen restaurant – kun med friske og helt naturlige ingredienser. Historien går i rød tråd med Chipotles motto: “Mad med integritet”.
Videoen har siden fået over 18 mio. visninger.
4. Sanser
Involver så mange af dine gæsters sanser som muligt. Det skaber en bedre følelse og helhedsindtryk af din restaurant og bidrager til, at dine gæster husker sin oplevelse.
Idéer du kan bruge som inspiration:
- Nøje udvalgt musik
- Bestemt duft
- Live musik
- Mønstre på væggen
- En unik snack før maden
- Køkkenfremvisning til gæsterne
- Madtilberedning ved gæstens bord
5. Oplevelse
Hvis du giver dine gæster en virkelig unik oplevelse, vil de huske dig og ofte fortælle om oplevelsen til deres bekendte. Dit sted vil blive forbundet med dén særlige oplevelse, som dine gæster oplevede, da de var ude og spise.
Selvom din nabo sælger det samme mad som dig, får du en mærkbar fordel, fordi du også sælger en oplevelse.
Du kan f.eks. lave en ugentlig begivenhed i din restaurant, hvor der kommer kunstnere og optræder. Det kan være musikere, ildslugere, skuespillere eller linedansere. Det er op til dig. Jo mere unik oplevelsen er, jo mere vil den blive delt og omtalt.
(Du skal naturligvis ikke skabe en negativ eller grænseoverskridende oplevelse. Og oplevelsen bør give mening i forhold til din overordnede identitet).
6. Fremhæv din identitet
Involver din branding i de små detaljer i din restaurant; Placer dit logo på takeaway indpakningen og brug dine farver på servietterne. Sørg for at din identitet er tydelig hele vejen gennem din kommunikation.
The Slider House i Nashville har lavet deres egne dåse-kølere med deres identitet. Når gæsterne tager dem med hjem (så de kan genbruge dem), får restauranten gratis markedsføring.
Konklusion
Hvis du ikke differentierer din restaurant, er du tilbøjelig til at skabe en situation for dig selv, hvor du konkurrerer på pris frem for værdi. Dine priser er vigtige. Men hvis det er det eneste der adskiller dig fra dine konkurrenter, er du på dybt vand.
Der er altid nogen som er villige til at gøre det billigere.
Differentierede restauranter har ekstra virkning i sin markedsføring. De behøves ikke konkurrere med andre spisesteder, fordi de er så unikke. De har placeret sig “above the competition”.
Find ud af hvordan du kan differentiere dig fra dine konkurrenter. Så tager du dig selv ud af pris-konkurrencen, og får mere plads til at tjene mere og at tiltrække loyale gæster.